Daniel 8

Danish 1819

← Chapter 7 Jump to: Chapter 9 →

1I Kong Belsazars Regerings tredje Aar viste der sig for mig, Daniel, et Syn, efter det, som havde vist sig for mig i Begyndelsen.

2Og jeg saa i Synet, og det skete, idet jeg saa, at jeg var i Borgen Susan, i Landskabet Elam, og jeg saa i Synet, og jeg var ved Floden Ulaj.

3Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, en Væder stod lige for Floden, og den havde to Horn; og Hornene vare høje, og det ene højere end det andet, og det højeste voksede op sidst.

4Jeg saa, at Væderen stangede imod Vesten og Norden og Sønden, og der kunde intet Dyr staa for dens Ansigt, der var ej heller nogen, som kunde redde af dens Vold, og den gjorde efter sin Villie og blev mægtig.

5Og jeg gav Agt, og se, en Gedebuk kom fra Vesten hen over al Jorden, og den rørte ikke ved Jorden; og Gedebukken havde et anseligt Horn imellem sine Øjne.

6Og den kom til Væderen, som havde de to Horn, og som jeg havde set staa lige for Floden, og den løb imod den i sin Krafts Hidsighed.

7Og jeg saa, den; at den kom nær hen til Væderen og blev forbitret paa den og slog Væderen og sønderbrød dens to Horn, og der var ingen Kraft i Væderen til at staa for dens Ansigt; og den kastede den til Jorden og nedtraadte den, og der var ingen, som kunde redde Væderen af dens Vold.

8Og Gedebukken blev saare mægtig; men som den stod i sin Styrke, blev det store Horn sønderbrudt, og i Stedet derfor opvoksede fire anselige Horn imod Himmelens fire Vejr;

9og fra det ene af dem fremskød eet Horn, i Førstningen lidet, men det blev overmaade stort imod Sønden og imod Østen og imod det herlige Land.

10Og det blev stort, indtil Himmelens Hær, og det kastede nogle af Hæren og af Stjernerne til Jorden og nedtraadte dem.

11Ja, indtil Hærens Fyrste udstrakte det sin Magt og borttog fra ham den stadige Tjeneste, og hans Helligdoms Bolig blev nedkastet.

12Og en Hær skal hengives tillige med den stadige Tjeneste for Overtrædelsens skyld; og det skal kaste Sandheden til Jorden og udføre det og have Lykke.

13Derefter hørte jeg en hellig, som talte, og en anden hellig sagde til den, der talte: Paa hvor lang Tid gaar Synet om den stadige Tjeneste og Overtrædelsen, der bringer Ødelæggelse at baade Helligdommen og Hæren skulle hengives til at nedtrædes?

14Og han sagde til mig: Indtil to Tusinde og tre Hundrede Aftener og Morgener, saa skal Helligdommen faa sin Ret igen.

15Og det skete; der jeg, Daniel; saa Synet, at jeg søgte Forklaring, og se, der stod een for mig af Udseende som en Mand.

16Og jeg hørte en Menneskerøst imellem Ulaj, og han raabte og sagde: Gabriel! forklar denne Synet!

17Og han kom hen, hvor jeg stod, og der han kom, blev jeg forfærdet og faldt paa mit Ansigt; og han sagde til mig: Giv Agt, du Menneskesøn! thi Synet gaar paa Endens Tid.

18Og der han talte med mig, faldt jeg bedøvet paa mit Ansigt til Jorden; men han hørte ved mig og rejste mig op, hvor jeg stod.

19Og han sagde: Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens sidste Tid; thi det gaar paa Endens bestemte Tid.

20Den Væder, som du saa, der havde de to Horn, er Kongerne af Medien og Persien.

21Og den laadne Buk er Kongen af Grækenland; og det store Horn, som var imellem dens Øjne, er den første Konge.

22Og at det blev sønderbrudt, og at fire stode frem i Stedet for det, hetyder, at fire Koligeriger skulle opstaa af Folket, men ikke med hans Kraft.

23Og i deres Herredømmes sidste Tid, naar Overtræderne have gjort Maalet fuldt, skal der opstaa en Konge, fræk af Ansigt og kyndig i Rænker.

24Og hans Magt skal blive stærk, dog ikke ved hans Kraft, han skal anrette uhørte Ødelæggelser og have Lykke og udføre det; og han skal Ødelægge de stærke og de helliges Folk.

25Og formedelst hans Klogskab skal Svig lykkes i hans Haand, og han skal storlig ophøje sig i sit Hjerte og ødelægge mange i deres Tryghed; og han skal staa op imod Fyrsternes Fyrste, men uden Menneskehaand skal han knuses.

26Og Synet om Aftenerne og Morgenerne, hvorom der er talt, er Sanhed; men luk du til for Synet, thi det skal ske efter mange Dage.

27Og jeg, Daniel var aldeles afmægtig og syg i fiere Dage; siden stod jeg op og udrettede Konens Gerning; og jeg var forfærdet over Synet, og der var ingen, som forstod det.

← Chapter 7 Jump to: Chapter 9 →