Ecclesiastes 9

Danish 1819

← Chapter 8 Jump to: Chapter 10 →

1Thi alt dette har jeg lagt mig paa Hjerte, og det for at udgrunde det alt sammen, at de retfærdige og de vise og deres Gerninger ere i Guds Haand; om det er Kærlighed eller Had, ved intet Menneske; alt ligger for deres Ansigt.

2Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed.

3Ondt iblandt alt det, som sker; under Solen, er dette: At det samme hændes alle; og tillige er Menneskens Børns Hjerte fuldt af Ondskab, og der er Daarskaber i deres hjerte, saa længe de leve, og derefter fare de til de døde.

4Thi hvo er den, som kan undtages om alle dem, som leve, er der Haab; thi levende Hund er bedre end en love, som er død;

5thi de levende riæ, at de skulle dø; men de døde tide ikke noget, og de have ingen Løn ydermere; men deres Ihukommelse er glemt.

6Baade deres Kærlighed og deres Had og deels Avind er foelængst forsvunden, og de have i al Evighed ingen Del ydermere i alt det, som sker under Solen.

7Gak hen, ad dit Brød med Glæde og drik din Vin med et godt Mod; thi Gud har forlængst Behag i dine Gerninger.

8Lad dine Klæder altid være hvide, og lad Olie ikke fattes paa dit Hoved!

9Hvad Livet med en Hustru, som du elsker, alle dine Forfængeligheds Levedage, som Gud har givet dig under Solen, alle dine Forfængeligheds Dage; thi det er din Del af Livet og af dit Arbejde, som du arbejder med under Solen.

10Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.

11Jeg vendte tilbage og saa under Solen, at Løbet ikke er i de lettes Magt, og Krigen ikke i de vældiges, og ej heller Brødet i de vises, og ej heller Rigdommen i de forstandiges, og ej heller Gunst i de kløgtiges; thi Tid og Hændelse ramme dem alle.

12Thi Mennesket ved heller ikke sin Tid, saa lidt som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og saa lidt som Fuglene, der fanges i Snaren; som disse, saa blive Menneskens Børn besnærede til Ulykkens Tid; eftersom den falder hastelig over dem.

13Ogsaa dette saa jeg som Visdom under Solen, og den syntes mig stor:

14Der var en liden Stad og faa Folk i den; og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Belejringsværker om den;

15og han fandt derudi en fattig, viis Mand, og denne reddede Staden ved sin Visdom; men intet Menneske kom denne fattige Mand i Hu.

16Da sagde Jeg: Visdom er bedre end Styrke; men den fattiges Visdom er foragtet, og hans Ord blive ikke hørte.

17De vises Ord, hørte i Ro, ere bedre end Herskerens Skrig iblandt Daarer.

18Bedre er Visdom end Stridsvaaben; og een Synder kan fordærve meget godt.

← Chapter 8 Jump to: Chapter 10 →