1 Kings 22 — Danish 2015 (Bibelen på Hverdagsdansk)

1Fredsaftalen mellem Aram og Israel holdt i to år.

2Men i det tredje år – på et tidspunkt, hvor kong Joshafat af Juda var på besøg hos kong Ahab i Israel –

3lod Ahab i sine embedsmænds påhør en bemærkning falde om, at aramæerne stadig holdt byen Ramot-Gilead besat. „Ærligt talt,” tilføjede han, „det er for galt, at vi endnu ikke har gjort noget for at befri byen.”

4Derefter vendte han sig mod Joshafat og spurgte ham ligeud: „Vil du hjælpe mig med at befri Ramot-Gilead?” „Selvfølgelig!” svarede Joshafat. „Vi er jo forbundsfæller, du og jeg. Mine folk vil kæmpe sammen med dine, og mine heste står til din rådighed.”

5Men så tilføjede han: „Vi bør dog først spørge Herren til råds.”

6Derpå tilkaldte kong Ahab sine 400 profeter og spurgte dem: „Skal jeg gå til angreb på Ramot-Gilead eller ej?” „Du skal gå til angreb,” svarede de. „Herren vil give dig sejr!”

7Men kong Joshafat var ikke tilfreds. „Er der ikke en af Herrens profeter, vi kan spørge til råds?” spurgte han.

8„Jo, en enkelt,” svarede Ahab, „men jeg bryder mig ikke om ham, for han profeterer altid ulykke for mig, aldrig noget godt. Manden hedder Mikaja, søn af Jimla.” „Sådan bør du ikke tale!” indvendte Joshafat.

9Kong Ahab gav derefter ordre til, at Mikaja straks skulle hentes.

10I mellemtiden fortsatte Ahabs profeter med at profetere for de to konger, der sad klædt i deres kongekåber på hver sin trone på tærskepladsen nær ved byporten.

11En af profeterne ved navn Zidkija, søn af Kenaʼana, lavede nogle horn af jern og erklærede: „Herren siger: Du skal stange den aramæiske hær sønder og sammen med disse horn og udrydde den totalt!”

12De andre profeter sagde det samme: „Gå kun til angreb på Ramot-Gilead, for Herren vil give dig sejr!”

13Kongens tjener, som var blevet sendt for at hente Mikaja, fortalte ham, hvad de andre profeter havde sagt, og opfordrede ham til at sige det samme.

14Men Mikaja svarede: „Så sandt Herren lever: Jeg kan ikke sige andet, end det Herren fortæller mig!”

15Da Mikaja ankom, spurgte kong Ahab: „Mikaja, skal vi angribe Ramot-Gilead eller ej?” „Ja, tag endelig af sted!” svarede Mikaja. „Lykken er med dig. Herren vil give dig sejr!”

16„Hør nu her,” sagde Ahab. „Hvor mange gange skal jeg få dig til at sværge på, at du kun siger sandheden, når du taler i Herrens navn?”

17Så sagde Mikaja: „Jeg så Israels folk spredt ud over bjergene som får, der ingen hyrde har. Og Herren sagde: Kongen er død! Send folket hjem!”

18Kongen vendte sig beklagende til Joshafat. „Sagde jeg det ikke nok! Aldrig profeterer han noget godt. Evigt og altid kun dårlige budskaber.”

19„Så hør da Herrens ord!” afbrød Mikaja. „Jeg så Herren sidde på sin trone, og en hær af engle var samlet omkring ham.

20Så sagde Herren: ‚Hvem vil lokke Ahab i fælden, så han dør i Ramot-Gilead?’ Og efter at adskillige planer var blevet foreslået,

21trådte en af ånderne frem og sagde: ‚Det vil jeg gøre!’

22‚Men hvordan?’ spurgte Herren. Ånden svarede: ‚Jeg vil være en løgneånd i alle hans profeters mund!’ ‚Du kan klare opgaven,’ sagde Herren. ‚Gå bare i gang!’ ”

23Mikaja fortsatte: „Kong Ahab, kan du ikke gennemskue dine profeter? Herren har jo fyldt dem alle med en løgnens ånd, og i virkeligheden har han planer om at få ram på dig.”

24Ved de ord gik profeten Zidkija hen til Mikaja og gav ham en lussing. „Vil du måske påstå, at Herrens Ånd kun taler gennem dig og ikke gennem mig?” snerrede han.

25Mikaja svarede: „Svaret på det spørgsmål får du, den dag du rædselsslagen prøver at gemme dig i et baglokale i et hus.”

26Efter det ordskifte gav kong Ahab ordre til at arrestere Mikaja. „Før ham til Amon, byens borgmester, og til min søn Joash,” sagde han.

27„Giv dem besked om at kaste ham i fængsel og sætte ham på vand og brød, til jeg kommer uskadt tilbage fra slaget.”

28„Hvis du kommer tilbage, har Herren ikke talt gennem mig!” sagde Mikaja. „Har I hørt det alle sammen?”

29Derefter førte kong Ahab af Israel og kong Joshafat af Juda deres hære mod Ramot-Gilead,

30men Ahab sagde til Joshafat: „Før jeg kaster mig ud i kampen, vil jeg forklæde mig som en menig soldat. Men behold du bare din kongelige rustning på.” Så forklædte kong Ahab sig og slaget begyndte.

31Den aramæiske konge havde imidlertid givet sine 32 vognstyrere ordre til at være på udkig efter kong Ahab og koncentrere sig om at fælde ham.

32Da de fik øje på kong Joshafat, tænkte de: „Dér er han!” og vendte om for at få fat i ham. Men da Joshafat råbte om hjælp, forstod de, at han ikke var Israels konge, og trak sig tilbage.

34Men en af bueskytterne skød en tilfældig pil af sted, og pilen borede sig ind mellem remmene i kong Ahabs brynje. „Lad os komme væk fra fronten!” stønnede Ahab til sin vognstyrer. „Jeg er alvorligt såret.”

35Kampen trak i langdrag, og blev mere og mere intens. Kong Ahab holdt øje med kampen på afstand, men kunne dårligt holde sig oprejst i vognen. Blodet flød fra hans sår og ned i vognens bund, og hen under aften døde han.

36Ved solnedgang gik det som en løbeild gennem kolonnerne: „Det er forbi – kongen er død! Lad os vende hjem!”

37Ahabs lig blev ført til Samaria, hvor begravelsen foregik.

38Da man vaskede hans vogn ren ved Samarias dam, løb blodet ud i vandet, som hundene drak af, og de prostituerede vaskede sig med. Således gik det ord i opfyldelse, som Herren havde talt.

39Alt, hvad Ahab ellers foretog sig, for eksempel at han byggede sig et palads udsmykket med elfenben og befæstede en række byer, er nedskrevet i Israels kongers krønikebog.

40Da Ahab var død, blev hans søn Ahazja konge i Israel.

41Joshafat, søn af Asa, blev konge over Judas land i kong Ahabs fjerde regeringsår.

42Han var 35 år, da han kom til magten, og han regerede i Jerusalem i 25 år. Hans mor hed Azuba og var datter af Shilhi.

43Han fulgte sin fars eksempel og adlød Herren i alle forhold,

44men det lykkedes ham ikke at fjerne offerstederne på højene rundt omkring i landet, og derfor fortsatte folket med at bringe ofre og brænde røgelse der.

45Han indgik forbund med kong Ahab af Israel, så der var fred mellem de to lande.

46Hvad der ellers er at fortælle om kong Joshafat, hans heltebedrifter og krige, er nedskrevet i Judas kongers krønikebog.

47Selv om hans far, Asa, havde landsforvist de mandlige og kvindelige prostituerede, som holdt til ved offerhøjene, var der stadig enkelte tilbage. Dem fik Joshafat fjernet.

48På den tid var der ingen konge i Edom, så han tog også magten der.

49Joshafat byggede nogle store Tarshish-skibe, der skulle fragte guld fra Ofir, men de forliste ved Etzjon-Geber.

50Ahazja, kong Ahabs søn og efterfølger, havde på et tidspunkt tilbudt at lade sine sømænd overtage ledelsen, men det havde Joshafat afslået.

51Da kong Joshafat døde, blev han begravet i familiegravstedet i Davidsbyen, og hans søn Joram efterfulgte ham som konge.

52Ahazja, Ahabs søn, blev konge i Israel i kong Joshafat af Judas 17. regeringsår, og han regerede i to år med residens i Samaria.

53Ahazja gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, for han fulgte sin fars og mors eksempel. De fulgte alle i Jeroboams fodspor, den mand, som lokkede Israels folk til synd ved at indføre afgudsdyrkelsen.

54Ahazja tilbad også Baʼal, som hans far havde gjort, og det vakte Herrens, Israels Guds, vrede.