2 Samuel 23

Danish 2015 (Bibelen på Hverdagsdansk)

← Chapter 22 Jump to: Chapter 24 →

1Det følgende er Davids sidste ord: „Et budskab fra David, Isajs søn, et budskab fra en, som Gud har gjort stor, som Jakobs Gud har salvet til konge, helten som Israel synger om.

2Herrens Ånd talte gennem mig, hans ord lå på min tunge.

3Israels Gud talte, Israels beskytter sagde til mig: ‚Den, der regerer retfærdigt, den, der udøver sin magt i ærefrygt for Gud,

4stråler som morgenens lys, skinner som solen fra en skyfri himmel, som lysglimt i det våde græs, der lokker urter frem af jorden.’

5Står min slægt ikke ret ind for Gud? Har Gud ikke oprettet en evig pagt med mig? En nøje beregnet og bevaret pagt. Alt, hvad jeg har brug for til frelse, mine behov og det, jeg længes efter, dem får han til at spire frem.

6Men onde mennesker er som tjørne, der fejes bort, ingen vil røre ved dem.

7Med en jernstang eller et spydskaft bliver de samlet i bunke; bagefter brændes de op.”

8Blandt Davids mægtige mænd var der tre store helte: Den største var takmonitten Josheb-Bashebet. Med sit spyd dræbte han engang 800 modstandere i ét slag.

9Den næste af de tre store var Elazar, en søn af ahohitten Dodo. Han var sammen med David, da de triumferede over filistrene i slaget ved Pas-Dammim. Den israelitiske hær flygtede,

10men Elazar holdt stand og huggede filistre ned, indtil hans hånd blev så stiv, at han ikke kunne slippe sværdskæftet. Den dag gav Herren ham en stor sejr, så da de andre mænd kom tilbage igen, var der ikke andet for dem at lave end at samle krigsbyttet.

11Den sidste af de tre store helte var Shamma, Ages søn af Harar-slægten. Engang, da filistrene angreb ham og hans mænd i en linsemark, flygtede alle mændene, men Shamma blev stående midt i marken og slog ene mand filistrene på flugt. Ved den lejlighed gav Gud ham en stor sejr.

13Foruden de tre store helte var der en større gruppe tapre krigere, som blev kaldt „De Tredive”. Engang i høsttiden kom tre af dem hen til David, som opholdt sig ved Adullams hule, mens filistrene havde slået lejr i Refaimdalen.

14David var i klippeborgen, mens en af filistrenes garnisoner havde besat Betlehem, som lå i nærheden.

15David var tørstig og sagde henkastet: „Det kunne være skønt med et krus vand fra brønden ved byporten hjemme i Betlehem!”

16Da sneg de tre mænd sig gennem filistrenes lejr, øste vand fra brønden ved byporten og bragte det til David. Men han kunne ikke få sig selv til at drikke det. I stedet hældte han det ud på jorden som et offer til Herren.

17„Gud forbyde, at jeg skulle drikke det!” udbrød han. „Det ville jo være som at drikke de tre mænds blod, der satte livet på spil for at hente det!” Derfor drak han det ikke. Det er blot ét eksempel på de tre heltes vovemod.

18Abishaj, Joabs bror, var anfører for „De Tredive”. Engang dræbte han 300 fjendtlige soldater med sit spyd. Det var på grund af sådanne heltegerninger, at „De Tredive” så op til ham som deres anfører, men han kom ikke på højde med de tre store helte.

20Benaja, Jojadas søn fra Kabtzeʼel, var en anden heltemodig kriger. Det var ham, der dræbte Ariels to sønner, kæmperne fra Moab. Det var også ham, der kravlede ned i en cisterne og dræbte en løve en dag, hvor det sneede.

21Ved en anden lejlighed gik han løs på en egyptisk kæmpe, der havde et enormt spyd. Benaja slog spyddet ud af hånden på ham med sin stok og dræbte ham med det.

22Det var den slags heltegerninger, som gjorde Benaja lige så berømt som de tre store helte,

23selv om han ikke regnedes med blandt dem. Men „De Tredive” så op til ham, og David udnævnte ham til chef for sin livvagt.

← Chapter 22 Jump to: Chapter 24 →