Genesis 50

Danish 2015 (Bibelen på Hverdagsdansk)

← Chapter 49 Jump to:

1Josef kastede sig over sin døde far og græd og kyssede ham.

2Derefter gav han sine bedemænd ordre til at balsamere liget.

3Balsameringen tog 40 dage, og der var landesorg i Egypten i 70 dage.

4Da sørgetiden var forbi, henvendte Josef sig til Faraos rådgivere og bad dem tale hans sag.

5„Sig til Farao, at min far lod mig sværge på, at jeg ville opfylde hans sidste ønske,” forklarede Josef. „Min far sagde til mig, at når han var død, skulle jeg bringe hans lig tilbage til Kanaʼan og begrave ham i den hule, hvor hans forfædre ligger begravet. Derfor er jeg nødt til at tage af sted og begrave min far. Når det er gjort, vil jeg straks vende tilbage hertil.”

6Farao gav Josef lov til at rejse. „Tag du bare af sted og begrav din far, som du har lovet,” sagde han.

7Så tog Josef af sted med et større følge af Faraos rådgivere og højtstående embedsmænd.

8Han tog også sine brødre og deres familier med. Men de lod deres mindre børn og fåre- og kvægflokke blive tilbage i Goshens land.

9Det var således et større følge af vogne og ryttere, som ledsagede Josef.

10Da de kom til tærskepladsen ved Atad tæt ved Jordanfloden, holdt de en højtidelig sørgeceremoni, hvor de begræd Josefs far i syv dage.

11Senere kaldte de lokale indbyggere, kanaʼanæerne, det sted Abel-Mitzrajim, for de sagde: „På dette sted holdt egypterne dyb sorg!”

12Således gjorde Jakobs sønner, som deres far havde befalet dem:

13De bragte hans lig ind i Kanaʼans land og begravede ham i hulen ved Makpela, som Abraham havde købt for at bruge den til familiegravsted.

14Derefter vendte Josef tilbage til Egypten sammen med sine brødre og alle dem, som var fulgt med ham til hans fars begravelse.

15Efter at deres far var død, blev Josefs brødre ængstelige. „Måske bærer Josef nag og vil hævne sig på os for alt det onde, vi har gjort imod ham,” sagde de til hinanden.

16Derfor sendte de følgende budskab til Josef: „Før sin død pålagde din far os at give dig følgende besked fra ham: ‚Tilgiv dine brødre for alt det onde, de har gjort imod dig.’ Derfor beder vi, som er din fars Guds tjenere, om du vil tilgive os!” Da Josef hørte de ord, brød han sammen og græd.

18Derefter kom hans brødre personligt til ham og bøjede sig for ham. „Vi er dine slaver,” sagde de.

19Men Josef svarede: „I skal ikke være bange for mig. Er jeg måske Gud, så jeg skulle dømme og straffe jer?

20Selvom jeres hensigter var onde, ved jeg, at Guds hensigt var at vende det til noget godt, for han gav mig den position, jeg har i dag, så jeg kunne redde mange menneskers liv.

21Nej, I må ikke være bange. Jeg vil personligt tage mig af jer og jeres familier.” Han forsøgte på alle måder at berolige og opmuntre dem med venlige ord.

22Josef og hans brødre og deres familier blev boende i Egypten. Josef var efterhånden blevet 110 år gammel,

23og han nåede at se sin søn Efraims børnebørn og Manasses søn Makirs børn. Han betragtede sine børnebørn som sine egne.

24„Jeg skal snart dø,” sagde Josef til sine brødre, „men Gud vil helt sikkert føre jer ud af Egypten og bringe jer tilbage til det land, han lovede Abraham, Isak og Jakob.”

25Så fik Josef sine brødre til at sværge på, at de ville opfylde hans sidste ønske: „Når Gud leder jer tilbage til Kanaʼan, så skal I tage mine knogler med.”

26Derefter døde Josef i en alder af 110 år. Han blev balsameret og lagt i en kiste.

← Chapter 49 Jump to: