1 Corinthians 15

Danish 1819

← Chapter 14 Jump to: Chapter 16 →

1Fremdeles minder jeg Eder, Brødre! om det Evangelium, som jeg forkyndte Eder, hvilket I og annammede, i hvilket I og ere vedblevne,

2ved hvilket I og blive salige, dersom I det beholde efter den Tale, hvormed jeg forkyndte Eder det, men mindre I have troet letsindigen.

3Thi overantvorde Eder iblandt det Første, hvad og jeg annammede: at Christus døde for vore Synder, efter Skrifterne;

4og at han blev begraven;

5og at han opstod den tredie Dag, efter Skrifterne;

6og at han blev seet af Kephas, derefter af de Tolv.

7Derpaa blev han seet af mere end fem hundrede Brødre paa eengang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere og hensovede.

8Derefter blev han seet af Jakobus, dernæst af alle Apostlerne.

9Men sidst af Alle blev han seet af mig, som det utidige Foster; thi jeg er den ringeste af Apostlerne, som er ikke værd at kaldes Apostel, fordi jeg haver forfulgt Guds Menighed.

10Men af Guds Naade er jeg det, jeg er, og hans Naade mod mig haver ikke været forgjeves; men jeg haver arbeidet mere end de alle, dog ikke jeg, men Guds Naade, som er med mig.

11Hvad heller det da er mig eller de Andre, saaledes prædike vi, og saaledes troede I.

12Men naar da Christus prædikes at være opstanden fra de Døde, hvorledes sige da Nogle iblandt Eder, at der ikke er Dødes Opstandelse?

13Men dersom der ikke er Dødes Opstandelse, da er ikke heller Christus opstanden.

14Men er Christus ikke opstanden, da er vor Prædiken jo forgjeves, og saa er og Eders Tro forgjeves.

15Vi blive da og fundne som falske Vidner om Gud, idet vi have vidnet om Gud, at han opreiste Christus, hvilken han ikke haver opreist, dersom nemlig de Døde ikke opreises.

16Thi dersom de Døde ikke opstaae, da er Christus ikke heller opstanden.

17Men dersom Christus ikke er opstanden, da er Eders Tro forfængelig; saa ere I endnu i Eders Synder;

18saa ere og de fortabte, som ere hensovne i Christus.

19Haabe vi alene paa Christus i dette Liv, da ere vi de elendigste af alle Mennesker.

20Men nu er Christus opstanden fra de Døde, og er bleven den Førstegrøde af de hensovede.

21Thi efterdi Døden kom ved et Menneske, er og de Dødes Opstandelse kommen ved et Menneske.

22Thi ligesom Alle døde i Adam, saa skulle og Alle levendegjøres i Christus.

23Dog hver i sin Orden: den første Grøde er Christus, dernæst de, som ere Christi, udi hans Tilkommelse.

24Derpaa kommer Enden, naar han har overantvordet Gud og Faderen Riget, naar han har tilintetgjort alt Fyrstendømme og al Vælde og Magt.

25Thi ham bør det at regjere, indtil han faaer langt alle Fjender under sine Fødder.

26Den sidste Fjende, som tilintetgjøres, er Døden.

27Han haver jo lagt alle Ting under hans Fødder. Men naar han siger, at alle Ting ere ham underlagte, da er det aabenbart, at det er ham undtagen, som haver underlagt ham alle Ting.

28Men naar alle Ting ere blevne ham underlagte, da skal og Sønnen selv underlægge sig ham, som haver underlagt ham alle Ting, at Gud skal være Alt i Alle.

29Hvad monne de ellers gjøre, som dødes for de Døde, dersom de Døde aldeles ikke opreises? hvi døbes de da for de Døde?

30Hvi staae ogsaa vi hver Time i Fare?

31Jeg døer dagligen, det vidner jeg ved vor Roes, den, som jeg haver i Christus Jesus vor Herre.

32Stred jeg, efter menneskelig Maade at tale, med vilde Dyr i Ephesus, hvad hjælper det mig, dersom de Døde ikke opstaae? Da lader os æde og drikke, thi i Morgen døe vi.

33Forføres ikke; slet Omgang fordærver gode Sæder.

34Vaagner op, som det sømmer sig, og synder ikke; thi Nogle vide Intet af Gud, det siger jeg Eder til Blusel.

35Men der maatte Nogen sige: hvorledes opstaae de Døde? og med hvordant et Legeme komme de frem? Du Daare! det, som du saaer, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke døer.

36Du Daare! det, som du saaer, bliver ikke levendegjort, dersom det ikke døer.

37Og hvad du saaer, da saaer du ikke det Legeme, der skal vorde, men et blot Korn, være sig af Hvede eller anden Art.

38Men Gud giver det et Legeme, ligesom han vil, og hver Sæd sit eget Legeme.

39Alt Kjød er ikke det samme Kjød, men eet er Menneskets Kjød, et andet Kvæget, et andet Fiskenes, et andet Fuglenes.

40Og der er himmelske Legemer og jordiske Legemer; men een er de himmelskes Herlighed, en anden de jordiskes.

41Een er Solens Glands, en anden Maanens Glands, en anden Stjernernes Glands; thi en Stjerne overgaaer den anden i Klarhed.

42Saaledes er og de Dødes Opstandelse: det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed;

43det saaes i Vanære, det opstaaer i Herlighed; det saaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft;

44der saaes et sandseligt Legeme, der opstaaer et aandeligt Legeme. Der er et sandseligt Legeme, der er ogsaa et aandeligt Legeme.

45Saaledes er der ogsaa skrevet: det første Menneske, Adam, er bleven til en levende Sjæl, den sidste Adam til en levendegjørende Aand.

46Det Aandelige er ikke det første, men det Sandselige; derefter det Aandelige.

47Det første Menneske var af Jord, jordisk; det andet Menneske, Herren, er af Himmelen.

48Saadan som den Jordiske var, saadanne ere og de Jordiske; og saadan som den Himmelske er, saadanne ere og de Himmelske.

49Og ligesom vi have baaret den Jordiske Billede, saa skulle vi og bære den Himmelskes Billede.

50Men dette siger jeg, Brødre! at Kjød og Blod kan ikke arve Guds Rige, ei heller skal Forkrænkelighed arve Uforkrænkelighed.

51See, jeg siger Eder en Hemmelighed: vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres,

52i en Hast, i et Øieblik, ved den sidste Basune; thi Basunen skal lyde, og de Døde skulle opstaae uforkrænkelige, og vi skulle forandres.

53Thi det bør dette Forkrænkelige at iføres Uforkrænkelighed, og dette Dødelige at iføres Udødelighed.

54Men naar dette Forkrænkelige er iført Uforkrænkelighed, og dette Dødelige er iført Udødelighed, da opfyldes det Ord, som skrevet er: Døden er opslugt formedelst Seier.

55Død, hvor er din Braad? Helvede, hvor er din Seier?

56Men Dødens Braad er Synden, og Syndens Kraft er Loven.

57Men Gud være Tak, som giver os Seier formedelst vor Herre Jesus Christus.

58Derfor, mine kjære Brødre! bliver faste, ubevægelige, frugtbare altid i Herrens Gjerning, vidende, at Eders Arbeide er ikke forfængeligt i Herren.

← Chapter 14 Jump to: Chapter 16 →