Jeremiah 51 — Danish 1819

1Saa siger Herren: Se, jeg rejser imod Babel og imod Indbyggerne i mine Modstanderes Midte et ødelæggende Vejr.

2Og jeg vil sende fremmede til Babel, og de skulle kaste den som med Kasteskovl og gøre deres Land tomt; thi de skulle være imod den trindt omkring Om Ulykkens Dag.

3Imod den, som spænder Bue, spænde Buespænderen sin Bue, og imod den, som ophøjer sig i sit Panser; og sparer ikke dens unge Karle, Ødelægger al dens Hær!

4Og der skal falde saarede i Kaldæernes Land og gennemstungne paa dens Gader.

5Thi Israel og Juda ere ikke efterladte i Enkestand af deres Gud, af den Herre Zebaoth; thi hines Land er fuldt af Skyld imod Israels Hellige.

6Flyr midt ud af Babel og redder hver sit Liv, at ikke omkomme for dens Misgernings Skyld! thi dette er Herrens Hævns Tid, han betaler den efter fortjeneste.

7Babel var et Guldbæger i Herrens Haand, den har gjort hele Verden drukken; Folkene have drukket af dens Vin, derfor tabte Folkene Besindelsen.

8Babel er hastelig falden og knust; hyler over den, henter Balsam til dens Saar; maaske kunde den læges.

9Vi vilde lave lægt Babel, men den blev ikke lægt; forlader den, og lader os drage iver til sit Land; thi dens Dom naar til Himmelen og hæver sig til Skyerne.

10Herren har udført vor Retfærdige Sag kommer og lader os Zion fortælle Herrens, vor Guds, Gerning.

11Skærper Pilene, samler Tallet af Skjolde fuldt; Herren har opvakt Mediens Kongers Aand; thi hans Tanke imod Babel staar til at ødelægge den; thi det er Herrens Hævn, Hævnen for hans Tempel.

12Opløfter Banner imod Babels Mur, holder stærk Vagt, sætter Vagtposter ud, beskikker Baghold; thi Herren har baade besluttet og udført det, som han har talt imod Babels Indbyggere.

13Du, som bor ved de store Vande, og som er mægtig ved Ligbendefæ! din Ende er kommen, din Gerrigheds Maal.

14Den Herre Zebaoth har svoret ved sig selv: Jeg skal visselig fylde dig med Mennesker, som var det Græshopper, og de skulle indbyrdes synge Frydesang over dig.

15Han er den som skabte Jorden ved sin Kraft, beredte Jorderige ved sin Visdom og udbredte Himmelen ved sin Forstand:

16Naar Røsten lyder, ved hvilken han lader Vandenes Mangfoldighed komme i Himmelen, da lader han Dunster opstige fra det yderste af Jorden; han gør Lynene til Regn og fører Vejret ud af sine Gemmer.

17Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden Forstand, hver Guldsmed er beskæmmet for det udkaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem.

18De ere Forfængelighed, et bedragerisk Værk; til den Tid, naar de blive hjemsøgte, skulle de gaa til Grunde.

19Ikke som disse er Jakobs Del; thi han er den, som har dannet alle Ting, og (Israeler) hans Arvs Stamme; Herre Zebaoth er hans Navn.

20Du har været mig en Hammer og Krigsvaaben; og jeg har knust Folkefærd ved dig og Ødelagt. Riger ved dig.

21Og jeg har knust Hesten og dens Rytter ved dig; og jeg har knust Vognene og deres Styrere ved dig.

22og jeg har knust Mand og Kvinde ved dig og knust gammel og ung ved dig og knust Ungkarl og Jomfru ved dig.

23Og jeg har knust Hyrde og hans Hjord ved dig og knust Agerdyrker og hans Spand Øksne ved dig og knust Statholdere og Fogeder ved dig.

24Men jeg vil betale Babel og alle Kaldæas Indbyggere al deres Ondskab, som de have gjort i Zion, for eders Øjne, siger Herren.

25Se, jeg vil imod dig, du ødelæggende Bjerg, siger Herren, du, som Ødelægger al Jorden! og jeg vil udrække min Haand over dig og vælte dig ned ad Klipperne og vil gøre et udbrændt Bjerg af dig;

26og man skal ikke tage en, Sten til et Hjørne eller en Sten til en Grundvold fra dig; men du skal blive til evigt øde Stæder, siger Herren.

27Opløfter Banner i Landet blæser i Trompeten iblandt Folkene, vier Folkene til Kamp imod den, kalder Ararats, Minnis og Askenas's Riger frem imod den; beskikker Høvedsmænd imod den, fører Heste op som surrende Græshopper!

28Vier Folkefærd til Kamp imod den, Kongerne af Medien, dets Fyrster og alle dets Fogeder og hele dets Herredømmes Land.

29Og Landet bævede og vaandede sig i Smerte; thi fast imod Babel staa Herrens Tanker; om at gøre Babels Land til en Ørk, at ingen skal bo der.

30De vældige i Babel lode af at stride, de bleve i Befæstningerne, deres Styrke svandt bort, de bleve til Kvinder; man opbrændte dens Boliger, dens Portstænger bleve sønderbrudte.

31Løber løber imod Løber og Bud imod Bud for at forkynde Kongen i Babel, at hans Stad er indtagen fra alle Sider,

32og at Færgestederne ere besatte, og at man har afbrændt Sivene med Ild, og at Krigsmændene ere forfærdede.

33Thi saa siger den Herre Zebaoth Israels Gud: Babels Datter er ligesom et Logulv til den Tid, man træder det fast; endnu en liden Stund, og dens Høsts Tid skal komme.

34Nebukadnezar, Kongen af Babel, aad os, sønderknuste os, stillede os hen som et tomt Kar, opslugte os som en Drage, fyldte sin Bug med vore kostelige Retter; han for drev os.

35Den Vold, mig er sket og mit Kød, komme over Babel, sige Zions Indbyggere, og "mit Blod komme over Kaldæas Indbyggere", siger Jerusalem.

36Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil udføre din Sag og fuldkomme din Hævn, og jeg vil gøre dens Hav tørt og dens Kilde vandløs.

37Og Babel skal blive til Stenhobe, Drabers Bolig, Forfærdelse og Spot, at ingen skal bo der.

38De brøle til Hobe som unge Løver; de knurre som Løveunger.

39Jeg vil gøre dem et Gæstebud, naar de ere blevne hede, og jeg vil gere dem drukne, paa det de skulle fryde sig; men de skulle sove den evige Søvn og ikke opvaagne, siger Herren.

40Jeg vil føre dem ned som Lam til at slagtes som Vædre med Bukke.

41Hvorledes er Sesak indtaget, og den, som var hele Jordens Pris, erobret! hvorledes er Babel bleven til en Forfærdelse iblandt Folkene!

42Havet er gaaet op over Babel; den er skjult af dets brusende Bølger.

43Dens Stæder ere blevne til en Forfærdelse, et tørt Land og en øde Mark; et Land, i hvilket ingen Mand bor, og hvor intet Menneskebarn gaar over.

44Og jeg vil hjemsøge Bel i Babel og uddrage det, som han har opslugt, af hans Mund, og Folkene skulle ikke mere strømme til ham; ogsaa Babels Mur er falden.

45Drager midt ud deraf, mit Folk! og redder hv er sit Liv for Herrens brændende Vrede;

46og ser til, at eders Hjerte ikke forsager, og at I ikke frygte ved det Rygte, som høres i Landet, og naar der kommer et Rygte i det ene Aar og derefter et Rygte i det andet Aar, og der er Vold i Landet, Hersker imod Hersker.

47Derfor se, de Dage komme, da jeg vil hjemsøge de udskaarne Billeder i Babel, og dens hele Land skal blive til Skamme, og alle dens saarede skulle falde i dens Midte.

48Og Himmelen og Jorden og alt, hver, der er i dem, skal synge med Fryd over Babel; thi fra Norden skulle dens Ødelæggere komme, siger Herren.

49Ligesom Babel var Aarsag til, at der faldt ihjelslagne i Israel, saa skal der af Babel falde saarede i det ganske Land.

50I, som ere undkomne fra Sværdet, drager bort, staar ikke stille; kommer Herren i Hu fra det fjerne, og lader Jerusalem ligge eder paa Hjerte.

51Vi vare beskæmmede, thi vi maatte høre Forhaanelse; Skam bedækkede vore Ansigter, thi fremmede vare komne over Herrens Hus's Helligdomme.

52Derfor se, de Dage komme; siger Herren; at jeg vil hjemsøge dens udskaarne Billeder, og de saarede skulle jamre sig i hele dens Land.

53Vilde Babel end stige op i Himmelen og gøre sin Magts høje Bolig utilgængelig, skal der fra mig dog komme Ødelæggere over den, siger Herren.

54Et Skrig høres fra Babel og en stor Forstyrrelse fra Kaldæernes Land.

55Thi Herren ødelægger Babel og lader dens høje Røst høre. op; og deres Bølger skulle bruse som store Vande, og Bulderet af deres Røst skal lyde højt.

56Thi der er kommen en Ødelægger over den, over Babel, og dens vældige ere fangne, deres Buer ere brudte; thi Herren er Gengældelsens Gud, som visselig betaler.

57Og jeg vil gøre dens Høvedsmænd og dens vise, dens Statholdere og dens Fogeder! og dens Helte drukne, og de skulle sove den evige Søvn og ikke vaagne op, siger Kongen, hvis Navn er Herre Zebaoth.

58Saa siger den Herre Zebaoth: Babels brede Mur skal sløjfes aldeles, og dens hsje Porte opbrændes med Ild; og Folkestammer skuffe have arbejdet for intet, og Folkefærd for intet, og de skulle være blevne matte.

59Det Ord, som Profeten Jeremias befalede Seraja, Nerias Søn, Mahasejas Sønnesøn, der han drog til Babel med Zedekias, Judas Konge, i hans Regerings fjerde. Aar; thi Seraja var Hofmester ved Kongens Rejser.

60Og Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i en særskilt Bog, alle disse Ord, som vare skrevne om Babel.

61Og Jeremias sagde til Seraja: Naar du kommer til Babel, da se til, og læs alle disse Ord,

62og sig: Herre! du har talt imod dette Sted om at udslette det, at der ikke skal være nogen, som bor der, hverken Menneske eller Dyr; thi det skal blive til evige Ørkener.

63Og det skal ske, naar du er færdig med at oplæse denne Bog, da skal du binde en Sten ved den og kaste den midt i Eufrat.

64Og du skal sige: Saa skal Babel synke og ikke komme op formedelst den Ulykke, som jeg lader komme over dgn; og de skulle blive matte. - Hertil gaa Jeremias's Ord.