bible
ra
🌐 Language
English
Español
Français
Deutsch
Português
Italiano
Nederlands
Русский
中文
日本語
한국어
العربية
Türkçe
Tiếng Việt
ไทย
Indonesia
All Languages
Home
/
Danish
/
Danish 1819
/
Job 14
Job 14
Danish 1819
← Chapter 13
Jump to:
Chapter 1
Chapter 2
Chapter 3
Chapter 4
Chapter 5
Chapter 6
Chapter 7
Chapter 8
Chapter 9
Chapter 10
Chapter 11
Chapter 12
Chapter 13
Chapter 14
Chapter 15
Chapter 16
Chapter 17
Chapter 18
Chapter 19
Chapter 20
Chapter 21
Chapter 22
Chapter 23
Chapter 24
Chapter 25
Chapter 26
Chapter 27
Chapter 28
Chapter 29
Chapter 30
Chapter 31
Chapter 32
Chapter 33
Chapter 34
Chapter 35
Chapter 36
Chapter 37
Chapter 38
Chapter 39
Chapter 40
Chapter 41
Chapter 42
Chapter 15 →
1
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11
Vand Iøber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12
Saaledes lægger og et Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen!
14
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flyttter sig fra sit Sted;
19
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
← Chapter 13
Jump to:
Chapter 1
Chapter 2
Chapter 3
Chapter 4
Chapter 5
Chapter 6
Chapter 7
Chapter 8
Chapter 9
Chapter 10
Chapter 11
Chapter 12
Chapter 13
Chapter 14
Chapter 15
Chapter 16
Chapter 17
Chapter 18
Chapter 19
Chapter 20
Chapter 21
Chapter 22
Chapter 23
Chapter 24
Chapter 25
Chapter 26
Chapter 27
Chapter 28
Chapter 29
Chapter 30
Chapter 31
Chapter 32
Chapter 33
Chapter 34
Chapter 35
Chapter 36
Chapter 37
Chapter 38
Chapter 39
Chapter 40
Chapter 41
Chapter 42
Chapter 15 →
All chapters:
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42