Job 39

Danish 1819

← Chapter 38 Jump to: Chapter 40 →

1Kan du i jage Rov til Løvinden og fylde de unge Løvers Graadighed,

2naar de lægge sig ned i deres Boliger og blive i Skjul for at lure

3Hvo skaffer Ravnen dens Føde, naar dens Unger skrige til Gud, naar de fare hid og did, fordi de intet have at æde?

4Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

5Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde

6De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

7Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

8Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

9hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

10Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

11Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

12Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

13Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

14Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde

15Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din. Tærskeplads?

16Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

17Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

18og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

19Den handler haardt med sine Unger, om vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

20Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

21Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

22Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

23Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

24Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

25Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

26Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

27Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

28Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

29Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen ftyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

30Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje? Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg. Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne, og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den. Og Herren svarede Job og sagde: Vil Dadleren gaa i Rette med den Almægtige? den, som anklager Gud, han svare herpaa! Da svarede Job Herren og sagde: Se, jeg er ringe, hvad skal jeg give dig til Svar? jeg har lagt min Haand paa min Mund. Jeg har talt een Gang, men vil ikke svare mere; og to Gange, men vil ikke blive ved.

← Chapter 38 Jump to: Chapter 40 →