Psalms 78

Danish 1819

← Chapter 77 Jump to: Chapter 79 →

1En Undervisning; af Asaf. Mit Folk! vend dine øren til min Lære, bøjer eders øren til min Munds Tale!

2Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid,

3dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.

4Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.

5Saadan oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hv ilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,

6paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,

7og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;

8og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

9Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.

10De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.

11Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.

12For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.

13Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.

14Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.

15Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.

16Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.

17Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.

18Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.

19Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?

20Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?

21Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,

22fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.

23Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.

24Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.

25Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.

26Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.

27Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.

28Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.

29Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.

30De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:

31Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog noble iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.

32Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.

33Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.

34Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

35Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.

36Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.

37Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

38Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.

39Og han kom i Hu, at de vare Kød, at Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.

40Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.

41Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.

42De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;

43da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;

44da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;

45og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;

46og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;

47han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;

48og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;

49han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;

50bo han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;

51og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte

52men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;

53og han ledede dem tryggelig, at de ikke frygtede; men Havet skjulte deres Fjender.

54Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;

55og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.

56Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.

57Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.

58Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.

59Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.

60Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.

61Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.

62Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.

63Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.

64Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.

65Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.

66Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.

67Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;

68men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.

69Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.

70Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;

71fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.

72Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

← Chapter 77 Jump to: Chapter 79 →