Romans 9

Danish Bible (LB) 1866

← Chapter 8 Jump to: Chapter 10 →

1Jeg siger sandhed i Kristus, jeg lyver ikke, m in samvittighed vinder med mig i den Helligaand,

2at jeg har stor bekymring og uafladelig sorg i mit hjærte;

3thi jeg skulde ønsket selv at være banlyst fra Kristus for mine brødre, minde frænder efter kjødet,

4som ere Israeliter, hvem børneretten og herligheden, pagterne og lovgivningen, gudstjenesten og forjættelserne tilhøre;

5hvem fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter kjødet, han, som er Gud over alt, højlovet i al evighed, Amen! -

6Men ikke som om Guds Ord havde fejlet; thi ikke alle, som ere af Israel, ere Israel;

7heller ikke ere alle Abrahams børn, fordi de ere Abrahams sæd; men \i Isak skal din sæd kaldes\;

8det er: ikke børnene efter kjødet ere Guds børn; men forjættelsens børn regnes til sæden;

9thi det er forjættelsens Ord: Ved den tid vil jeg komme, og Sara skal have en søn;

10men ikke det alene, men ogsaa med Rebekka, som var frugtsommelig ved den ene Isak, vor fader;

11thi da de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort godt eller ondt, - forat Guds beslutning efter udvælgelsen skulde staa fast, ikke ved gjerninger, men ved ham, som kaldte -

12blev der sagt til hende: Den ældre skal tjene den yngre;

13som skrevet er: Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.

14Hvad skulle vi da sige? er der uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra!

15thi han siger til Mose: Den, jeg vil være naadig, er jeg naadig, og hvem jeg vil forbarme mig over, forbarmer jeg over.

16Det staaer altsaa ikke til den, som vil, eller den, som løber, men til Gud, som er naadig;

17thi skriften siger til Farao: Just dertil har jeg ladet dig staa, at jeg vilde vise min magt paa dig, og forat mit navn skulde forkyndes paa hele jorden.

18Saa er han da naadig, som han vil, men forhærder, hvem han vil.

19Du vil altsaa sige til mig: Hvad klager han endnu over? thi hvem har modstaaet hans villie?

20men, o menneske da, hvad er du, at du vil gaa i rette med Gud? kan værket sige til mesteren: hvorfor gjorde du mig saaledes?

21eller har en pottemager ikke magt over leret, til af samme æltning at gjøre et kar til ære, et andet til vanære.

22Men om Gud, idet han vilde vise sin vrede og give sin magt tilkjende, med stor langmodighed taalte vredens til fordærvelse dannede kar

23og nu vilde kundgjøre sin herligheds rigdom paa naadens kar, som han forud beredte til herlighed,

24os, som han og kaldte ikke alene af Jøder, men ogsaa af hedninger,

25som han og siger hos Hosea: Jeg vil kalde det mit folk, som ikke var mit folk, og hende den elskede, som ikke var den elskede;

26og det skal ske, at paa det sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit folk, der skal de kaldes den levende Guds børn;

27men Jesaja udraaber over Israel: Var end Israels børns tal som havets sand, skal kun en levning frelses;

28thi han fuldkommer sit Ord og opfylder det i retfærdighed, for Herren vil gjøre sit Ord fyldest paa jorden,

29ligesom Jesaja forudsagde: Dersom Herren almægtigste ikke havde levnet os sæd, vare vi blevne som Sodoma og havde lignet Gomorra. -

30Hvad skulle vi da sige? at hedningerne, som ikke jagede efter retfærdighed, fik retfærdighed, den retfærdighed nemlig, som er af tro,

31men Israel, som jagede efter retfærdigheds lov, naaede ikke til retfærdigheds lov.

32Hvorfor`fordi det var ikke af troen, men som af lovens gjerninger; thi de stødte paa anstødstenen,

33som skrevet er: Se, jeg sætter en anstødssten i Sion og en foragelses klippe, og hver, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes.

← Chapter 8 Jump to: Chapter 10 →

Recommended Reading

Commentary Romans Commentaries → Devotional Romans Devotional Guide → Get This Bible LB Study Bible →