bible
ra
🌐 Language
English
Español
Français
Deutsch
Português
Italiano
Nederlands
Русский
中文
日本語
한국어
العربية
Türkçe
Tiếng Việt
ไทย
Indonesia
All Languages
Home
/
Danish
/
Danish Bible (LB) 1866
/
Luke 20
Luke 20
Danish Bible (LB) 1866
← Chapter 19
Jump to:
Chapter 1
Chapter 2
Chapter 3
Chapter 4
Chapter 5
Chapter 6
Chapter 7
Chapter 8
Chapter 9
Chapter 10
Chapter 11
Chapter 12
Chapter 13
Chapter 14
Chapter 15
Chapter 16
Chapter 17
Chapter 18
Chapter 19
Chapter 20
Chapter 21
Chapter 22
Chapter 23
Chapter 24
Chapter 21 →
1
Paa en af de dage, da han lærte folket i templet og forkyndte evangeliet, skete det, at ypperstepræsterne og de boglærde tilligemed de ældste med eet kom til,
2
tiltalede ham og sagde: Siig os, af hvad magt du gjør dette, eller hvem er det, som har givet dig denne magt?
3
Men han svarede og sagde til dem: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting, og siger mig:
4
Var Johannes' daab af himlen eller af mennesker?
5
Men de overvejede sammen og sagde: Sige vi \af himlen\, saa spørger han: Hvorfor troede i ham da ikke?
6
men sige vi: \af mennesker\, saa vil hele folket stene os; thi det er vis paa, at Johannes var en profet.
7
De svarede da, at de ikke vidste, hvorfra,
8
og Jesus sagde til dem: Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad magt jeg gjør dette.
9
Men han begyndte at sige folket denne lignelse: Et menneske plantede en vingaard, afgav den til bønder og rejste en god tid udenlands;
10
og i rette tid sendte han en tjener til bønderne, for at de skulde give ham af vingaardens frugt; men bønderne pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.
11
Han sendte atter en anden tjener, men ham pryglede og haanede de, og sendte ham tomhændet bort.
12
Saa sendte han atter en tredje, men ham saarede de endog og kastede ham udenfor.
13
Men vingaardens herre sagde: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min søn, den elskelige, maaske de vil undse sig, naar de se ham.
14
Men da bønderne saae ham, overlagde de med hverandre og sagde: Det er arvingen! kom, lad os slaa ham ihjel, for at arven kan blive vor;
15
og de stødte ham udenfor vingaarden og slog ham ihjel. Hvad vil nu vingaardens herre gjøre ved dem?
16
Han vil komme og ødelægge disse bønder, og give vingaarden til andre. Men da de hørte det, sagde de: Det ske ingenlunde!
17
Men han saae paa dem og sagde: Hvad er da det, som er skrevet: Den, sten, bygmestrene forkastede, er bleven til en hovedhjørnesten?
18
Hver, som falder over denne sten, vil knuses, og hvem den falder paa, ham vil den borthvirvle.
19
Saa søgte ypperstepræsterne og de boglærde at lægge haand paa ham i samme stund, men bange vare de. De forstod nemlig, at han havde sagt denne lignelse om dem.
20
De toge da vare paa ham og skikkede lurere, der stillede sig an, som de selv vare retfærdige, for at fange ham i ord, saa de kunde overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt.
21
De spurgte ham og sagde: Lærer! vi vide, at du taler og lærer ret og seer ikke paa menneskers person, men du lærer Guds vej i sandhed.
22
Er det os tilladt at give kejseren skat eller ikke?
23
Men da han gjennemskuede deres trædskhed, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig?
24
Viser mig en mark! hvis billede og omskrift har den? De svarede og sagde: kejserens.
25
Men han sagde til dem: Giver saa kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!
26
De kunde da ikke fange ham i ord i folkets paahør; de forundrede sig over hans svar og tav.
27
Nogle af saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, traadte til, spurgte ham
28
og sagde: Lærer, Mose har foreskrevet os: Naar ens broder, som er gift, døer barnløs, skal hans broder tage kvinden og rejse sin broder afkom;
29
nu var der 7 brødre, og den første tog sig en hustru og døde barnløs;
30
saa tog den anden konen, og han døde barnløs;
31
saa tog den tredje hende, og ligesaa alle syv, de efterlod ikke børn og døde;
32
sidst af alle døde ogsaa kvinden.
33
I opstandelsen altsaa, hvis hustru skal hun saa blive? de syv har nemlig haft hende til kone.
34
Saa svarede Jesus og sagde til dem: Denne verdens børn tage til ægte og bortgiftes,
35
men de, som værdiges at faa del i hin verden og opstandelsen fra døde, tage hverken til ægte eller bortgiftes;
36
de kan nemlig ikke heller mere dø; thi de ere engle lige, og de ere Guds børn, idet de ere opstandelsens børn;
37
men at de døde opvækkes, har og Mose antydet i stedet om tornebusken, saasom han nævner Herren \Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud\;
38
men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle leve for ham.
39
Men nogle af de boglærde tog ordet og sagde: Lærer, du talede smukt.
40
Men de vovede ikke mere at spørge ham om noget.
41
Men han sagde til dem: Hvorledes siger man, at Kristus er Davids søn?
42
og David siger selv i psalmebogen: Herren sagde til min Herre: Sid ned min højre haand,
43
indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel.
44
David kalder ham altsaa Herre, hvorledes er han da hans søn?
45
Men da hele folket hørte derpaa, sagde han til sine disciple:
46
Vogter eder for de boglærde, som gjerne gaa i lange kjoler og holde af hilsener paa torvene og de første sæder i forsamlingerne og at ligge øverst tilbords ved maaltiderne,
47
de, som æde enkers huse op og paa skrømt gjøre lange bønner. De skal faa den haardeste dom.
← Chapter 19
Jump to:
Chapter 1
Chapter 2
Chapter 3
Chapter 4
Chapter 5
Chapter 6
Chapter 7
Chapter 8
Chapter 9
Chapter 10
Chapter 11
Chapter 12
Chapter 13
Chapter 14
Chapter 15
Chapter 16
Chapter 17
Chapter 18
Chapter 19
Chapter 20
Chapter 21
Chapter 22
Chapter 23
Chapter 24
Chapter 21 →
All chapters:
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24