Luke 24

Danish Bible (LB) 1866

← Chapter 23 Jump to:

1Men den første dag i ugen, ved den dybe morgenrøde, kom de til graven og bare de vellugtende urter, de havde beredt, og der var nogle med dem;

2men de fandt stenen væltet fra graven,

3og de gik ind og fandt ikke Herrens, Jesu legeme.

4Saa skete det, da de vare tvivlraadige derom, se, to mænd stod for dem i skinnende klædebon;

5men da de bleve bange og vendte ansigtet mod jorden, sagde de til dem: Hvorfor søge i den levende hos de døde?

6Han er ikke her, men han er opstanden! Husker paa, hvorledes han talede til eder, da han endnu var i Galilæa,

7og sagde: Menneskens Søn maa overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og tredje dag opstaa.

8Saa kom de hans Ord ihu;

9og de vendte tilbage fra graven og meldte de elleve og alle de øvrige alt dette.

10Men det var Magdalene Maria og Johanna, og Maria Jakobs og de øvrige med dem, som sagde dette til apostlene;

11og deres tale forekom dem som løs snak, og de troede ikke.

12Men Peder stod op, løb til graven, og da han kigede derind, saae han ligklæderne ligge alene, og han gik hjem og forundrede sig over, hvad der var skeet.

13Og se, to af dem vare samme dag paa vej til en by, som laa 60 sten fra Jerusalem og hed Emaus;

14og de talede med hverandre om alt det, som var hændet;

15og det skete, da de talede og spurgte hinanden, at Jesus nærmede sig og vandrede med dem;

16men deres øjne holdtes til, saa de kjendte ham ikke.

17Men han sagde til dem: Hvad er det for ord, i gaa og handle med hinanden om og ere bedrøvede?

18Den ene af dem, som hed Kleopas, svarede og sagde til ham: Er du ene fremmed i Jerusalem og veed ikke, hvad der er skeet der i disse dage?

19Han sagde til dem: Hvilket? Men de sagde til ham: Det med Jesus af Nazaret, s om var en profet-mand, mægtig i gjerning og Ord for Gud og alt folket;

20hvorledes vore ypperstepræster og øvrighed overgav ham til dødsdøm og korsfæstede ham.

21Men vi haabede, at det var ham, som skulde forløse Israel; men med alt dette er det i dag paa tredje dag, siden det skete;

22men saa har ogsaa nogle kvindfolk af vore forfærdet os, for de var tidlig i morges ved graven,

23og da de ikke fandt hans legeme, kom de og sagde, at de havde seet et syn af engle, som sagde, at han lever!

24og nogle af vore gik til graven, og fandt det just saaledes, som kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke.

25Saa sagde han selv til dem: I daarer og senhjærtede til at tro alt, hvad profeterne have sagt!

26maatte Kristus ikke lide dette og indgaa til sin herlighed?

27og han begyndte fra Mose og alle profeter og udlagde dem, hvad der var om ham i alle skrifterne.

28De nærmede sig da byen, de gik til, og han lod til at ville gaa videre;

29og de nødte ham meget og sagde: Bliv hos os, thi det er mod aften og dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem;

30og det skete, da han laa tilbords med dem, at han tog brødet, velsignede, brød det og gav dem;

31men deres øjne aabnedes, saa de kjendte ham, men selv blev han usynlig for dem;

32og de sagde til hinanden: Brændte vort hjærte i os, som han talede med os paa vejen og udlagde os skrifterne?

33Og de stode op samme time og vendte tilbage til Jerusalem, og fandt de elleve samlede og dem, som vare med dem,

34som sagde: Herren er virkelig opstanden og seet af Simon;

35og de fortalte, hvad der var skeet paa vejen, og hvorledes han blev kjendt af dem ved brødets brydelse.

36Medens de endnu talede derom, stod Jesus selv midt iblandt dem og sagde til dem: Fred med eder!

37Men de bleve forfærdede og forskrækkede og mente at se en aand.

38Saa sagde han til dem: Hvorfor ere i bestyrtede, og hvorfor opstaa de tanker i eders hjærter!

39Seer mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer, thi en aand har ikke kjød og ben, som i se jeg har;

40og som han sagde det, viste han dem hænder og fødder;

41men da de endnu af glæde vare vantro og forundrede, sagde han til dem: Har i her noget at spise?

42Saa gav de ham noget af en stegt fisk og af en honningkage;

43og han tog det, spiste det for deres øjne,

44og sagde til dem: Det er det Ord jeg talede til eder, da jeg endnu var hos eder, at alt, hvad der er skrevet om mig i Moses lov, profeterne og psalmerne, maa opfyldes.

45Saa oplod han deres forstand til at forstaa skrifterne,

46og sagde til dem: Saaledes er der skrevet, og saaledes maatte Kristus lide og opstaa tredje dag fra døde;

47og omvendelse og syndsforladelse prædikes paa hans navn for alle folk, begyndende fra Jerusalem.

48Men i ere vidner til dette;

49og se, jeg sender min Faders forjættelse over eder! Men i skulle blive i Jerusalems stad, indtil i iføres kraft fra det høje.

50Men han førte dem ud til Betania, opløftede sine hænder og velsignede dem;

51og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og optoges til himlen;

52og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde;

53og de vare altid i templet, lovsang og velsignede Gud. Amen.

← Chapter 23 Jump to: