Luke 8

Danish Bible (LB) 1866

← Chapter 7 Jump to: Chapter 9 →

1Det skete siden efter, at han gjennemvandrede stæder og byer, prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv vare med ham;

2saa og nogle kvinder, som vare helbredte for onde aander og sygdomme, Maria, som kaldes Magdalene, af hvem 7 dæmner vare udfarne,

3og Johanne, Herodes' foged Kuzas hustru, og Sisanne og mange andre, som understøttede ham med deres gods.

4Da en stor skare kom sammen, og de drog til ham fra alle stæder, sagde han i en lignelse:

5En sædemand gik ud at saae sin sæd; og som han saaede den, faldt noget ved vejen; det blev nedtraadt og himlens fugle aad det op;

6noget faldt paa klippegrund; det voxede op, men visnede, fordi det havde ingen fugtighed.

7Noget faldt mellem torne, og tornene voxede op med og kvalte det;

9Men hans disciple spurgte ham og sagde: Hvad mon den lignelse være? og noget faldt i god jord, det voxede op og bar 100 fold frugt. Som han sagde dette, udraabte han: Hvo som har øren at høre med, han høre!

10Han sagde: Eder er det givet at kjende Guds riges hemmeligheder, men de øvrige i lignelser, at de, seende, ikke se og, hørende, ikke forstaa.

11Men det er lignelsen: Sæden er Guds Ord;

12men det ved vejen er dem, som høre; derpaa kommer djævelen og tager Ordet af deres hjærte, for at de ikke skulle tro og blive frelste;

13men det paa klippegrund er dem, som optage Ordet med glæde, naar de høre; men de har ikke rod, de tro til en tid, og falde fra i fristelsens time;

14men hvad der faldt mellem torne er dem, som høre, men som gaa hen og kvæles under bekymringer og rigdom og livsnydelser, og bære ingen fuldkommen frugt;

15men det i den gode jord er dem, som, naar de høre, gjemme Ordet i et smukt og godt hjærte og bære frugt i taalmodighed. Som han sagde dette, udraabte han: Den, som har øren at høre med, han høre!

16Ingen tænder et lys og skjuler det under et kar eller sætter det under bordet, men man sætter det paa en lysestage, for at de, som komme ind, kan se lyset;

17thi der er inten skjult, som jo skal aabenbares, eller dulgt, som jo skal blive kjendt og komme for lyset.

18Seer derfor til, hvorledes i høre! thi den, som monne have, ham skal gives; og den, som ikke monne have, fra ham skal endog tages hvad han synes at have.

19Hans moder og brødre kom til ham, men de kunde ikke faa h am i tale for folkeskaren;

20og det blev meldt ham af nogle, som sagde: Din moder og dine brødre staa udenfor og ønske at se dig!

21men han svarede og sagde til dem: Min moder og mine brødre ere de, som høre Guds Ord og gjøre det.

22Det skete en af dagene, at han og hans disciple traadte i en baad, og han sagde til dem: Lad os komme over til den anden side af søen; og de lettede.

23Da de sejlede, faldt han i søvn, og der rejste sig en stormvind paa søen, skibet blev fuldt af vand, og de var i fare;

24men de gik til ham, vakte ham og sagde: Fører! vi forgaa! men han rejste sig, truede af vinden og vandbølgerne, og de lagde sig, og der blev havblik.

25Men han sagde til dem: Hvor er eders tro? Men de forfærdedes, forundrede sig og sagde til hverandre: Hvem er dog han? thi han byder baade over vind og vove, og de lyde ham!

26Saa sejlede de til Gadarenernes egn, som er tvært over for Galilæa.

27Da han var gaaet i land, mødte en mand ham fra staden, og han havde i lang tid haft dæmner; han førte sig ikke i klæder og blev ikke i hus, men i gravene.

28Da han saae Jesus, skreg han, faldt ned for ham og sagde med høj røst: Hvad er der mig og dig imellem, Jesus, den højeste Guds Søn; jeg beder dig, at du ikke vil pise mig!

29Han bød nemlig den urene aand at fare ud af dette menneske; thi han havde i lang tid slidt i ham, han havde været bunden i lænker og bevogtet i blok, men han havde revet baandene sønder og var af dæmnen dreven i ørkenerne.

30Jesus spurgte ham og sagde: Hvad er dit navn? Han sagde: \Hær\; thi mange dæmner vare farne i ham.

31Han had ham, at han ikke vilde byde dem fare til afgrunden;

32men der var en stor flok svin, som græssede paa bjerget; og de bad ham, at han vilde tillade dem at fare i disse, og det tilstod han dem.

33Saa foer dæmnerne ud af dette menneske og foer i svinene og flokken styrtede sig fra klinten i søen og druknede.

34Men da hyrderne saae, hvad der skete, flygtede de, og gik bort og meldte det i staden og paa landet.

35Saa gik de ud for at se, hvad der var skeet, og de kom til Jesus og fandt det menneske, af hvem dæmnerne vare udforne, sidde paaklædt og ved sin forstand ved Jesu fødder, og de forfærdedes;

36men de, som havde seet det, fortalte dem ogsaa, hvorledes den besatte var bleven frelst.

37Saa bad hele mængden af Gadarenernes egn ham om at drage bort fra dem, thi de var betagne af stor frygt. Men han traadte i skibet og vendte tilbage.

38Men den mand, af hvem dæmnerne vare farne ud, bad ham om, at han maatte være hos ham; men Jesus sendte ham bort og sagde:

39Vend tilbage til dit hus og fortæl, hvor store ting Gud har gjort imod dig. Saa gik han bort og udraabte gjennem hele staden, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham.

40Da Jesus vendte tilbage, modtog folkeskaren ham, thi alle ventede paa ham;

41og se, der kom en mand ved navn Jair, og han var skoleforstander; han faldt ned for Jesu fødder og bad ham komme ud i hans hus;

42thi han havde en eneste datter ved 12 aar gammel, og hun laa for døden. Men da han gik, trængte skarerne ham.

43En kvinde, som i 12 aar havde haft blodflod, og som havde tilsat hele sin formue paa lægerne og ikke kunde blive bebredet af nogen,

44gik til bagfra og rørte ved sømmen af hsns klædebon, og strax standsede hendes blodflod.

45Og Jesus sagde: Hvem var det, som rørte mig? Da alle nægtede det, sagde Peder og de, som vare med ham: Fører! Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som rørte mig?

46Men Jesus sagde: En rørte mig, thi jeg mærkede, en kraft udgik fra mig.

47Da kvinden saae, at det ikke var skjult, kom hun skjælvende og faldt ned for ham, og fortalte ham for hele folket, at hvad grund hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun strax var bleven helbredet.

48Men han sagde til hende: Vær frimodig datter! din tro har frelst dig, gaa bort til fred!

49Medens han endnu talede, kom der en fra skoleforstanderens og sagde til ham: Din datter er død, umag ikke Læreren!

50Men da Jesus hørte det, tog han Ordet og sagde: Frygt ikke, tro kun, og hun skal blive frelst.

51Men da han gik ind i huset, tillod han ingen at komme ind uden Peder, Johannes og Jakob og barnets fader og moder.

52Alle græd og sørgede over hende, men han sagde: Græder ikke! hun er ikke død, men sover;

53og de lo ham ud, da de vidste, hun var død.

54Men han jog alle udenfor, tog hendes haand, udraabte og sagde: Pigelil! staa op!

55og hendes aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befalede, at de skulde give hende at spise.

56Hendes forældre bleve forfærdede, men han forbød dem at sige nogen, hvad skeet var.

← Chapter 7 Jump to: Chapter 9 →