Mark 12

Danish Bible (LB) 1866

← Chapter 11 Jump to: Chapter 13 →

1Saa begyndte han at tale til dem i lignelser: Et menneske plantede en vingaard, satte gjærde om den, gravede en perse og byggede et taarn; saa overgav han den til bønder og rejste udenlands.

2I sin tid sendte han en tjener til bønderne, for at han skulde have noget h os bønderne af vingaardens frugt;;

3men de greb ham, pryglede ham og sendte ham tomhændet bort;

4saa sendte han atter en anden tjener til dem, men ham slog de sten i hovedet og sendte ham vanæret bort.

5Saa sendte han atter en anden, og ham slog de ihjel; og mange andre, nogle pryglede de, og andre slog de ihjel.

6Da han derfor endnu havde een søn, sin elskelige, sendte han tilsidst ogsaa ham til dem, da han sagde: De vil undse sig for min søn!

7Men disse bønder sagde til hverandre: Det er arvingen; kom lad os slaa ham ihjel! saa bliver arven vor;

8og de greb ham, slog ham ihjel og kastede ham udenfor vingaarden.

9Hvad vil da vingaardens herre gjøre? Han vil komme og ødelægge disse bønder og overgive sin vingaard til andre.

10Har i ikke heller læst det skriftsted: Den sten, bygmestrene forkastede, den er bleven til en hovedhjørnesten;

11af Herren er den bleven det og er underlig for vore øjne.

12Saa søgte de at gribe ham, men de var bange for folket, thi de forstod, at han havde sagt denne lignelse mod dem, og de forlod ham og gik bort.

13Saa sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til ham, for at de skulde fange ham i ord.

14Men de kom og sagde til ham: Lærer, vi veed, at du er sanddru og bryder dig om ingen, thi du seer ikke paa menneskers person, men lærer Guds vej i sandhed: Er det tilladt at give kejseren skat eller ikke, skal vi give, eller skal vi ikke give?

15Da han kjendte deres hykleri, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig? bringer mig mønten, at jeg kan se den.

16Saa bragte de den, og han sagde til dem: Hvis billede og omskrift er det? Men de sagde til ham: Kejserens!

17og Jesus svarede og sagde til dem: Giver kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Og de undrede sig over ham.

18Saa kom saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, til ham, og de spurgte ham og sagde:

19Lærer! Mose foreskrev os, at naar ens broder døer og efterlader sig enke, men ikke børn, skal hans broder tage hans enke og oprejse afkom for sin broder.

20Der var 7 brødre; den første giftede sig og døde og efterlod ikke afkom;

21og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke heller afkom, og den tredje ligeledes;

22og de syv tog hende og efterlod ikke afkom; sidst af dem alle døde ogsaa kvinden;

23i opstandelsen, naar de staa op, hvem af dem skal kvinden tilhøre; thi de syv have haft hende?

24Jesus svarede og sagde til dem: Fare i ikke derfor vild, at i ikke kjende skrifterne ejheller Guds kraft?

25Thi naar de staa op af døde, da hverken gifte de sig elelr bortgiftes, men de ere som engle i himlene.

26Men om de døde, at de staa op, har i ikke læst i Mosebog, i stedet om tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?

27Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud. Altsaa fare i meget vild.

28En af de boglærde gik til ham, da han havde hørt dem samtale med hverandre, og saae, at han havde svaret godt, og han spurgte ham: Hvilket er det første bud af alle?

29Men Jesus svarede ham: Det første af alle bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er een,

30og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjærte, og af h ele din sjæl, og af hele dit sind, og af hele din styrke; det er det første bud;

31og det andet, som er ligt dette, er: Du skal elske din næste som dig selv. Intet andet bud er større end de.

32OG den boglærde sagde til ham: Goddt, lærer, efter sandhed har du talet; thi der er een, og der er ingen anden, uden ham;

33og at elske ham af hele sit hjærte, og af hele sin forstand, og af hele sin sjæl, og af hele sin styrke, og at elske næsten som sig selv, det er mer end alle brændofre og slagtofre.

34Da Jesus saae, at han svarede forstandig, sagde han til ham: Du er ikke langt fra Guds rige! og ingen vovede mer at spørge ham.

35Saa tog Jesus Ordet og sagde, idet han lærte i templet: Hvorledes sige i boglærde, at Kristus er Davids søn?

36thi David siger selv i den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre haand, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel.

37David kalder ham altsaa selv Herre, og hvorledes er han da hans søn? - Meget folk hørte ham gjerne.

38I sin undervisning sagde han til dem: Vogter eder for de boglærde, som sætte pris paa at gaa i lange klæder, paa hilsener paa torvene,

39paa de første stader i forsamlingerne og de første sæder ved maaltiderne,

40de, som æde enkers huse op og holde lange bønner paa skrømt. Disse skulle faa des haardere dom.

41Da Jesus sad ligeoverfor tempelblokken, saae han, hvorledes folket lagde penge i blokken, og mange rige lagde meget.

42Saa kom der en fattig enke, hun lagde to søslinger, det er en hvid;

43og han kaldte sine disciple til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige enke har lagt mere end alle, som har lagt i blokken;

44thi de lagde alle af hvad de havde tilovers, men hun lagde i sin trang alt, hvad hun havde, hele sit eje.

← Chapter 11 Jump to: Chapter 13 →