Matthew 22

Danish Bible (LB) 1866

← Chapter 21 Jump to: Chapter 23 →

1Saa tog Jesus atter Ordet, talede til dem i lignelser og sagde:

2Himmerige lignes ved et menneske, som var konge, der gjorde stort gilde for sin søn;

3og han sendte sine tjenere ud, for at kalde de budne til det store gilde, men de vilde ikke komme.

4Han sendte atter andre tjenere ud og sagde: Siger de budne: Se, jeg har beredt mit maaltid; mine oxer og fedekvæg ere slagtede, alt er beredt, kommer til det store gilde!

5Men de brød sig ikke om det og gik hen, en til sin odel, en anden til sin dont;

6men de andre greb hans tjenere, haanede dem og slog dem ihjel.

7Men da denne konge hørte det, blev han vred, og han sendte sine krigsfolk, ødelagde disse mordere og afbrændte deres stad.

8Derpaa sagde han til sine tjenere: Gildet er vel beredt, men de budne vare det ikke værd;

9gaaer derfor ud paa korsvejene og saamange i maatte træffe, indbyder dem til det store gilde.

10Saa gik disse tjenere ud paa vejene, og samlede alle, de traf, baade onde og gode, og gildeshuset blev fuldt af gjæster.

11Men da kongen gik ind for at bese gjæsterne, saae han et menneske, som ikke var iført gildesklæder;

12og han sagde til ham: Kjære! hvordan er du kommen herind, da du ikke har gildesklæderne paa? men han tav.

13Da sagde kongen til bordsvendene: Binder hænder og fødder paa ham, tager ham og kaster ham ud i det yderste mørke! der skal være graad og tænders gnidsel!

14Thi mange ere kaldte, men faa udvalgte.

15Derpaa gik farisæerne bort og lagde raad op, hvorledes de kunde fange ham i ord;

16og de sendte deres disciple med herodianerne til ham og sagde: Lærer! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds vej i sandhed og bryder dig om ingen; thi du seer ikke paa menneskers person;

17siig os derfor: hvad mener du? er det tilladt, at give kejseren skat eller ikke?

18Men da Jesus kjendte deres ondskab, sagde han: I hyklere, hvorfor friste i mig?

19viser mig, skattens mønt! Men de bragte ham en mark;

20og han sagde til dem: Hvis billede og omskrift er dette?

21De sige til ham: Kejserens. Da siger han til dem: Giver altsaa kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!

22og da de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort.

23Samme dag gik saddukæerne, som sige, at der ikke er opstandelse, til ham; de spurgte ham

24og sagde: Lærer! Mose har sagt: Naar nogen døer og har ikke børn, skal hans broder samægte hans hustru og oprejse afkom for sin broder;

25men nu var der 7 brødre hos os; den første giftede sig og døde, og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder;

26ligesaa ogsaa den anden og tredje lige til den syvende;

27men sidst af alle døde ogsaa kvinden.

28I opstandelsen altsaa, hvis hustru skal hun da være af disse syv, thi de have alle haft hende?

29Men Jesus svarede og sagde til dem: I fare vild, da i ikke kjende skrifterne, ikke heller Guds kraft;

30thi i opstandelsen skal de hverken tage til ægte ej heller bortgiftes, men de ere som Guds engle i himlen.

31Men har i ikke læst om de dødes opstandelse, hvad er er talet til eder af Gud, som siger:

32Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Gud er ikke dødes men levendes Gud!

33Da skarerne hørte det, forundrede de sig højlig over hans lærdom.

34Men da farisæerne hørte, at han havde stoppet munden paa saddukæerne, samlede de sig for det samme,

35og en af dem, som var en lovkyndig, spurgte ham for at friste ham og sagde:

36Lærer! hvad for et bud er stort i loven?

37Men Jesus sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud i hele dit hjærte, og i hele din sjæl og i hele dit sind!

38det er det første og store bud;

39men det andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv!

40af disse to bud hænger hele loven og profeterne.

41Men da farisæerne vare samlede spurgte Jesus dem og sagde:

42Hvad mene i om Kristus? hvis Søn erhan? De sagde til ham: Davids.

43Han sagde til dem: Hvorledes kalder David ham da i Aanden Herre, da han siger:

44Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel!

45Naar David altsaa kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn? -

46Ingen kunde svare ham et ord, ikke heller vovede nogen fra den dag at spørge ham mere.

← Chapter 21 Jump to: Chapter 23 →